Peder Most Garden blev stiftet i 1953 i forbindelse med Svendborgs 700-års købstadsjubilæum. Dengang blev 60 unge, rødhårede drenge sendt ud på turné til 28 danske havnebyer for at reklamere for Svendborg og byjubilæet. Ekspeditionen blev foretaget i den tremastede skonnert ”Peder Most” og var en kæmpe succes for Svendborg.
Navnet på garden stammer fra de kendte drengeromaner om den vakse Svendborg-knægt “Peder Most”, der var hovedperson i fem bøger fra begyndelsen af forrige århundrede skrevet af forfatteren Walter Christmas, der havde en vis tilknytning til byen, idet han havde været gift med en datter til den kendte Weber-familie fra Christiansminde. Drengene var klædt i de karakteristiske sømandsuniformer med hvide bukser, blå jakke og en flad, sort sømandshat. Og da Peder Most hos Walter Christmas er en rødhåret dreng, så gik drengene i garden også med rød paryk.
Efter jubilæet var der desværre ikke økonomisk grundlag for at videreføre garden, hvorfor uniformerne blev lagt i ”mølpose”. I de følgende 10 år blev de dog hentet frem én gang om året i forbindelse med Børnehjælpsdagen.
Først i 1971 kunne en gruppe af byens foretagsomme forretningsdrivende med Bent Magelund i spidsen efter flere års fundraising endelig præsentere Peder Most Garden som en permanent og selvstændig garde.
I starten var det fortsat en ren drengegarde, men fra 1977 optog man også piger.
Var der en festlig begivenhed i byen, kunne man altid være sikker på, at Peder Most Garden var mødt frem for at underholde og sprede en god stemning. Man arrangerede også selv i en årrække de populære Tyrolerfester.
Rent musikalsk udviklede garden sig op gennem 1980’erne og 1990’erne under ledelse af Freddy Caspersen og Gert Skovlod til at blive en af landets bedste bygarder og vandt utallige priser ved musikstævner i Danmark og i udlandet