Peder Most Garden er meget mere end musik, fordi vi har et sjovt fællesskab på tværs af alder. p>At være garder er noget ganske særligt. Man får sin egen flotte uniform med gardernummer og lærer at gå i takt; man sidder ikke kun og øver derhjemme, men kommer ud at marchere og spille i et stort orkester med alle kammeraterne, så snart man er klar til det. Alt det med at gå og samtidig spille et instrument lærer man som elev i garden, hvor marchtræning er en del af undervisningen.
Man kommer ud på mange rejser sammen og spiller koncerter i både ind- og udland. Som garder i Peder Most er man også ambassadør for Svendborg. Det betyder, at man tit medvirker og går i front, når der er kongeligt besøg, når noget skal indvies, eller når byen har noget at fejre.
Selvom vores uniform er maritim, spiller vi ikke kun sømandssange, men musik i næsten alle genrer. Når vi marcherer gennem byens gader for fuld musik, standser folk op og lytter, smiler, fotograferer og synger med, for det flotte syn af garden og musikken smitter af på humøret.
At være garder kræver med andre ord både mod og fælles trit – og en masse uforfærdet spilleglæde!
Garderkulturen er også speciel på den måde, at det på én gang er en forening, der drives af frivillige, en professionel arbejdsplads for de ansatte lærere og dirigenter, og samtidig er det faktisk en stor familie.
Vi ses flere gange om ugen til undervisning og prøver og mødes i årets løb til mange forskellige arrangementer. Musikken er selvfølgelig omdrejningspunktet ved disse arrangementer, men tit leger vi også sammen. På den måde kommer vi til at kende hinanden rigtig godt. På vores øve-weekends danser vi f.eks. folkedans, synger karaoke, løber natløb, spiller fodbold, leger gæt og grimasser, opfører sketches, er på skattejagt og meget mere.
At være garder er en fritidsinteresse, der rummer de vildeste muligheder. Du skulle prøve det! Måske bliver det det bedste, du nogensinde har gjort. Det indebærer hårdt arbejde til tider, men det at spille sammen giver selvtillid, og du vil få kanonoplevelser og knytte venskaber for livet.
Alt det får du oveni hatten i PEDER MOST GARDEN !