Svendborgs bymidte blev ramt af trommer og fløjter, da Peder Most Garden i weekenden afholdt Svendborg Musikkonkurrence Danish Open for Tambour- og Trommekorps 2020
Gardens fotograf, Kim Linnet, beskriver det sådan her: “I dag viste en af byens stoltheder, Peder Most Garden, hvilket stof de er gjort af, da de velfortjent tog 1. pladsen hjem i musikkonkurrencens tambourkorpsdivision. Med gehør, musikalitet, charme og venskab spillede de, så både lørdagsshopperne og dommerne var vilde med dem. Tak for jer – og tak for det! Og tillykke”
“Konkurrencen, den tredje af sin art, blev denne gang en virtuel konkurrence med de udfordringer, der ligger i det. Desværre meldte halvdelen af de tilmeldte garder afbud på den baggrund. Men vi ønsker at skabe opmærksomhed omkring musikgenren, og det har de 5 deltagende garder fra Den Sønderjyske Garde, Hinnerup Garden, 6. juli garden, Greve Pigegarde og Peder Most Garden i høj grad bidraget til” udtaler Peder Most Gardens formand Kirsten Hildebrandt.
“Vi fortryder bestemt ikke beslutningen om at afvikle konkurrencen virtuelt, for vi har gjort mange erfaringer og er meget tilfredse med, at det lykkedes at skabe en stemning af fællesskab og fest. Trommekorps TV var den helt store medspiller på tekniksiden, og vi kan slet ikke takke dem nok for deres store indsats.
Konkurrencens vindere blev Hinnerup gardens trommekorps under ledelse af Rasmus Clemens og Peder Most Gardens tambourkorps dirigeret af Sammi Bouabbas” lyder det videre fra formanden
Arrangementet blev afviklet med sponsorstøtte fra CC Jensen, Hotel Svendborg og Peder Most Gardens Støtteforening
Konkurrencen afholdes igen anden weekend i september 2022.