I anledning af Peder Most Gardens 70 års jubilæum dette år stævner garden ud for at repræsentere Svendborg i det Sydfynske øhav. Turen går til Faaborg, Rudkøbing, Marstal og Ærøskøbing.
Den 3. juli klokken 11:00 spiller Peder Most Garden koncert på Frederiksøen, inden de stævner ud på jubilæumstogt til det Sydfynske øhav. På turen vil man opleve gardens prisvindende orkestre, herunder brassbandet, trommekorpset og tambourkorpset.
Det er efterhånden en tradition, at Svendborgs sømandsgarde tager på sejltur, når der fejres jubilæum. Garden blev dannet i 1953 i anledning af Svendborgs 700 års byjubilæum. Her sejlede de gæve Peder Most-drenge Danmark tyndt med deres sømandsuniformer og røde parykker. Turen gik dengang til blandt andet Vejle og København. Siden har garden taget på sejltur til flere af de store jubilæer, og i år er ingen undtagelse.
“Det bliver en stor oplevelse at komme ud at sejle med mine gode garderkammerater. Der er ingen tvivl om, at vores uniform er inspireret af livet til søs, så det bliver sjovt også at være en sejlende garde og ikke kun udleve det maritime i vores udseende og musikalske repertoire,” siger 23-årige Mariann Libach Burup, som er gardens tambourmajor på femte år.
Peder Most Garden spiller koncert i følgende byer:
Svendborg, Frederiksøen foran Danmarks Kostumarium, mandag den 3. juli klokken 11:00
Faaborg, Torvet, mandag den 3. juli klokken 16:30
Ærøskøbing, ved Røgeriet på havnen, tirsdag den 4. juli klokken 14:00
Marstal, pladsen ved Marstal Sejlklub, tirsdag den 4. juli klokken 17:00
Rudkøbing, Torvet, onsdag den 5. juli klokken 15:00
For kommentarer kan formand Kirsten Hildebrandt kontaktes på formand@pedermost.dk eller telefon 23 40 34 07.