Lilletrommen er den nok mest brugte tromme af alle. Den er oftest 14 tommer i diameter og 5-6 tommer dyb. Den kan være lavet af træ, som giver en lidt blødere lyd, eller af messing, der giver en mere “syngende”, kontant lyd.
Det øverste skind (slagskindet) har en slags belægning/coating, der giver lyden en særlig karakter. På det nederste skind (resonansskindet) sidder seidingen. Seidingen er en række fjedre, der er spændt ud på underskindet, så de rører det.
Når man så anslår trommen på slagskindet, får vibrationerne seidingen til at eftervibrere mod underskindet, og det giver lilletrommen sin helt specielle lyd.
Tenortromme
Tenortromme. Størrelse 15-18″ i diameter, ca.16-17″ i højden. Klinger højere end stortrommen, dybere end marchtrommen. Spilles med to filtkøller, relativt hårde. Oprindelig et lån fra de skotske sækkepibebands, som dog bruger temmeligt bløde køller, der hvirvles rundt i luften mellem hvert slag, hvilket giver en ret enkel spillestil.
Peder Most Gardens spillestil er derimod ret avanceret og der benyttes kun én tromme i modsætning til tiden før 1980, hvor man benyttede op til tre trommer
Stortromme
Orkester-stortrommen er normalt mindst 36 tommer i diameter og er ophængt i et stativ, så trommen let kan vippes mellem opretstående og liggende position. Slagtøjsspilleren slår trommen an med en stor filtkølle (eller to, hvis der skal spilles hvirvler) på den ene side af trommen, mens bagskindet dæmpes med den anden hånd, så klang og resonanstid kan varieres fra en meget rungende klang til en kort, tør lyd. Knæet kan også bruges til at dæmpe slagskindet (det skind, der bliver spillet på). En orkesterstortromme har en meget dyb klang og kan som lydeffekt bruges til at simulere jordskælv eller torden.
Trommesæts-stortrommen er typisk 20-22 tommer i diameter og slås an med en hård filt-kølle, der betjenes med en pedal. For at opnå en tør lyd, der ikke runger, vil en rock-trommeslager typisk bruge et skind med hul i som frontskind (det skind, der vender bort fra trommeslageren) og lægge tæpper eller skumgummistykker ind i trommen.
March-stortrommen er mellem 18 og 30 tommer i diameter, men smallere end de andre slags stortrommer, da den skal kunne bæres på maven under marchturene. Lyden er mere tør og dump end en orkesterstortromme.
Pauke
Pauken er en kobberkedel belagt med kalveskind eller plasticskind. Naturskindene ændrer klang alt efter vejrforhold og luftfugtighed og skal derfor stemmes hyppigt i modsætning til plasticskindene. Diameter fra på pauken varierer fra 50 til 90 cm, og den anslås med filt- eller trækøller.
En pauke kan kun være stemt til én tone ad gangen; derfor opstilles de oftest i sæt af 2-5 stk., som er stemt i forskellige toner. Paukerne stemmes ved hjælp af pedaler, som sætter pauken i det rigtige toneleje, hvorefter den finstemmes ved hjælp af drejehåndtag. Skindet stemmes op ved hjælp af en stemmenøgle.
Trommesæt
Et trommesæt er en opstilling af trommer, bækkener og andet slagtøj efter trommeslagerens ønske. Bruges ofte til rock, jazz og anden moderne musik. Trommesættet har indgået som en naturlig del af instrumenteringen i populærmusikken siden 1920’erne.
Lyre
Lyren er et stålklokkespil med stave af metal. Navnet henviser til udformningen, der er en efterligning af det antikke, græske strengeinstrument af samme navn. Dette er udformet som et dyrehoved med svungne horn. Ud over udformningen er vores lyre ikke beslægtet med pågældende strengeinstrument. Familieskabet skal derimod findes hos xylofonen og beslægtede slagtøjsinstrumenter.
Den vestlige verdens moderne orkesterxylofoner var et populært folkeinstrument i Alpelandet, inden den i det 19. århundrede blev hentet ind i symfoniorkesteret. Orkesterxylofonen har stave af rosentræ eller metal, ordnet som klaverets tangenter. Disse anslås med køller af forskellig størrelse og udformning. Lyren anvendes i dag hovedsageligt i militærmusikken og i tilsvarende orkestre. Ved koncerter o.l. arrangementer anbringes lyren på et stativ og betjenes vandretliggende. Ved marcharrangementer og andre udendørs arrangementer bæres lyren i en sele og betjenes da lodretstillet. I musikkorpset benyttes lyren, stemt i C.
Marimba
En marimba er et percussion-instrument. Lyden frembringes ved, at man slår på træ-tangenter af forskellig længde med køller. Tangenterne er arrangeret ligesom på et klaver, hvilket hjælper musikeren både visuelt og fysisk.
Marimbaen er stemt en oktav dybere end xylofonen. Både marimbaens og xylofonens tangenter er normalt lavet af rosentræ, men syntetiske erstatninger bliver mere og mere populære. Metalliske familiemedlemmer til marimbaen er vibrafonen og klokkespillet.
Picolofløjte
En piccolo eller piccolofløjte er en lille tværfløjte. Ligesom tværfløjten er piccoloen stemt i C, men én oktav over. Musik for piccolo er altså skrevet én oktav under, hvor den klinger. Fingersætningen på piccolofløjten svarer til den på tværfløjten, men lyder én oktav højere, eftersom piccolofløjten er halv størrelse af den almindelige tværfløjte. Desuden kan mange alternative fingersætninger benyttes med det formål at intonere tonen korrekt, da mange toner af natur er falske på denne type fløjte.
Udover standard-piccoloen stemt i C findes også en piccolofløjte stemt i Db, der nogle gange bruges i orkestre, samt en Ab-piccolo, der stort set kun benyttes italienske marchorkestre.
Kornet
En kornet er et messingblæseinstrument. Den ligner en trompet, men den er mere kompakt, og de to lyder ikke helt ens – kornetten lyder lidt blødere end trompeten. Den blev opfundet i 1800-tallet og anvendes hovedsageligt i brass bands.
Kornetten blev udstyret med ventiler før trompeten. En kornet er oftest stemt i Bb, eller sjældnere i A, men der findes også kornetter, som er stemt i Eb. Sådanne kornetter kaldes es-kornet eller sopran kornet. I tidligere nodeskrivning var det almindeligt at kalde Eb-kornetten for piccolo – hvilket dog ikke skal forveksles med fløjten.
Althorn
Althornet er et messingblæseinstrument stemt i Eb. Det udgør sammen med barytonhorn en familie af saxhorn opfundet af Adolphe Sax, som også opfandt saxofonen. For at althornet ikke skal blive for tungt at holde, er det udformet som tubaen.
Althornet findes både i en opret og en bøjet (pølseformet) udgave. Sidstnævnte møder man ofte i folkemusikken fra Sydtyskland og Tyrol.
Flygelhorn
Flygelhornet er et messingblæseinstrument med et mundstykke formet som en skål/kop. Det er lidt større end kornetten og trompeten, men er boret mere kegleformet, hvilket giver en blidere lyd. Flygelhornet har normalt tre ventiler, men nogle har også fire ventiler.
I et brass band er lyden af flygelhornet ofte skjult af lyden fra kornetterne. Flygelhornet bruges for at blødgøre tonen i forhold til kornetterne og giver støtte til hornafdelingen i brass bandet. Flygelhornet bliver også ofte brugt som soloinstrument i brassbands.
Flygelhornet er meget benyttet i jazzballader på grund af sin blide klang. Da lægger trompetisten ofte sin trompet væk og tager sit flygelhorn frem. En af flygelhornets store mestre er den amerikanske jazzmusiker Art Farmer.
Euphonium
Euphoniet er det dybeste instrument blandt saxhornene, og det er et udpræget solistisk instrument for tenorstemmer. Et euphonium har en meget blød lyd, og selvom det er stemt i Bb ligesom barytonhornet, kan dette større horn spille bedre i det dybe leje. Derved overlapper euphoniet en del af tubaernes tonale spændvidde, og når euphoniet ikke spiller solostemmer, supplerer de ofte tubastemmerne.
I modsætning til de lysere instrumenters 3 ventiler har et euphonium typisk 4 ventiler. Det er for at kompensere for en skævhed i de dybere toner, som bliver tydelig i store horn. Der er ofte kun ét euphonium (højst to) i et brass band.
Trombone
En basun eller trombone er et dybt klingende messingblæseinstrument, der primært bruges i klassisk musik og jazz. Den mest almindelige basuntype er tenorbasunen eller basbasunen, hvor musikeren med sin ene hånd kan trække to rørstykker fra eller mod hinanden som en slags teleskop. Ved at ændre udtrækket, ændres den rørlængde, som luften skal igennem, og derved ændres tonehøjden.
På de fleste basuner er der også en kvartventil, som hjælper basunisten med nogle greb og gør, at basunisten kan komme længere ned.
Der findes også en ventilbasun, der fungerer som andre messingblæsere, men den er meget sjælden.
Tuba
Tubaen er det største messingblæseinstrument og det, som klinger dybest. Den kom ind i symfoniorkestrene ret sent – i slutningen af 1800-tallet – hvor den erstattede ophicleiden. Der er normalt kun én tuba i et orkester, og den bruges som bas i messingsektionen.
De almindeligste tubaer er stemt i F, Eb (bastubaer), C eller Bb (kontrabastubaer). Nogle steder kan man endvidere støde på begrebet tenortuba; det er det samme som et euphonium. Brass bands bruger som regel Bb- og Eb-tubaer, og i harmoniorkestre er det Bb-tubaen, der lægger bunden, og Eb-tubaen, der spiller kontratonerne. Marchtubaer er kun en smule anderledes end normale tubaer. Mundstykket og ventilsystemet sidder lidt anderledes, og den bæres på skulderen.
En sousafon er en bastuba, der hviler på skulderen og har et fremadrettet klangstykke. Sousafonen kan være lavet af messing og letvægtsfiber, så den har den rigtige klang og dynamik samtidig med, at vægten reduceres betragteligt. Den bruges ofte i skandinaviske garder, streetparades og jazzbands.
Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage at du er indforstået med det. Vi har desuden en privatlivspolitik, som du kan læse mere om ved at klikke på Læs mere.
