Fynske amatør blæserorkestre spiller op på en – forhåbentlig – solrig lørdag på pladsen foran Rundbuehallen. Det sker på Blæserorkestrenes Dag den 26. august klokken 11.00 – 13.30.
Orkestrene spiller for at underholde publikum og for at vise, hvor fedt og sjovt det er at spille blæsermusik
Dagen arrangeres i alle regioner af Dansk Amatørorkester Forbund (DAO), og i Svendborg er Kim Thorsen fra Svendborg Musikskole og Kirsten Hildebrandt fra Peder Most garden for 3. gang gået sammen om at afvikle programmet.
– Det er en god anledning til at lave noget sammen, og vi er sikre på, det bliver sjovt. Både på musikskolen og i garden er sæsonen kun lige startet, men vi satser stærkt på at samle vores harmoniorkester hhv brass band. Det bliver muligvis i lightudgaven, men vi lover at give den gas på dagen. Desuden spiller Danehof Garden og hjemmeværnsorkestret Brass band syd, og dem glæder vi os til at få besøg af udtaler Kim Thorsen og Kirsten Hildebrandt.
Det er stående og ganske gratis! Man skal bare møde op, slå ørerne ud, nyde musikken, få en snak med en blæser og måske blive inspireret til en ny fritidsinteresse.
Hvis det regner, rykker vi ind i Rundbuehallen.
Tid: 26. august klokken 11.00 – 13.30
Sted: Ved Rundbuehallen, Frederiksøen, Svendborg