Lørdag d. 10. 9. – under en forhåbentlig blå september himmel – løber ”Svendborg musikkonkurrence – Danish Open for Tambour – og trommekorps” af stabelen for 4 gang!
Det betyder masser af musik og gardere i flotte uniformer igennem Møllergade og Gerritsgade. Det er som nævnt 4. gang, konkurrencen afholdes, og der deltager 6 garder fra Fyn og Jylland.
Ifølge Peder Most gardens formand Kirsten Hildebrandt er der blevet slidt i det i øvelokalerne de sidste måneder! ”Konkurrencedeltagelse er udviklende for de spillende, da den enkelte musiker bliver mere udfordret i et konkurrencestykke. Man ønsker at præstere det optimale og rykke grænserne for, hvad der er muligt.
Svendborg på det musikalske Danmarkskort
Vi sætter med konkurrencen Svendborg på det musikalske Danmarkskort og præger samtidig kulturen omkring tambourkorps- og trommekorpsmusikken. I forlængelse heraf opbakning til en helt unik kultur, garderkulturen, der har ry for sin rummelighed og for at skabe en platform for musikalske unge, der vokser ved at mestre et instrument og optræde offentlig med deres musik” lyder det videre fra Kirsten Hildebrandt
Det er der heldigvis flere lokale virksomheder og banker, der har valgt at støtte, og vi skylder stor tak til Fynske Bank, Spar Nord, Hallberg, CC Jensen, SEAF, Albani og Thurø Bageri
”Tambourkorps – og trommekorpsmusikken har gennem årene udviklet sig fra militærmusik til moderne arrangementer og publikumsvenlig musik. I dag spilles der deciderede koncerter samt konkurrencenumre, og der optrædes i mange festlige sammenhænge. Her har Peder Most Garden været en ”firstmover” og bidraget til udviklingen indenfor tambourkorpsmusikken” udtaler Morten Høite Hansen fra konkurrencens styregruppe.
To kategorier udgør konkurrencen
Konkurrencen er delt op i to kategorier: marchmusik udendørs og koncertkonkurrence indendørs.
På Gerrits Plads bedømmes musikken af tre “blinde” dommere. (Inspireret af englændernes “Whit Friday” konkurrence) Efterfølgende går de deltagende korps med fuld musik gennem gågaden til fornøjelse for byens borgere og butikkerne.
Koncertkonkurrencen finder sted på Gerrits Plads kl 10.00 og på Svendborg Gymnasium kl. 13.00. Der er offentlig adgang til at overvære konkurrencerne. Entre på Gymnasiet 30 kr, børn under 7 år gratis. Dørene åbner kl. 12.30.